Trivsel handler ikke om skærme. Det handler om deltagelse.

18. feb.
3 min læsning

Debatten om digital skole bliver ofte reduceret til et spørgsmål om skærmtid.

Men hvis vi ser på den psykologiske forskning i trivsel, peger den et andet sted hen.

Inden for motivationsforskningen har Edward Deci og Richard Ryan gennem flere årtier dokumenteret, at menneskelig trivsel grundlæggende afhænger af tre psykologiske behov.

Autonomi. Oplevelsen af at have indflydelse.
Kompetence. Oplevelsen af at kunne mestre.
Relation. Oplevelsen af at høre til.

Når disse behov understøttes, øges trivsel og indre motivation. Når de frustreres, falder engagement og velbefindende.

Det gælder voksne. Og det gælder børn i skole.

Hvad viser danske trivselsdata?

Den nationale trivselsmåling viser, at den gennemsnitlige trivsel ligger omkring 3,6 på en skala fra 1 til 5, og at cirka 87 procent scorer højt på trivsel. Men omkring 13 procent af elever i 4. til 9. klasse angiver, at de har oplevet mobning. Det betyder, at mange trives. Men ikke alle. Derfor er det relevant at spørge:

Hvad kendetegner de læringsmiljøer, hvor trivsel faktisk styrkes?

Da passivitet blev til deltagelse

For nogle år siden startede en dreng hos os, som jeg stadig tænker på.

Han havde ikke været i fysisk skole i mange måneder. Lige som hovedparten af vores elever ikke har. Ikke fordi han ikke ville lære, men fordi han ikke kunne holde ud at være i klasserummet. Hans mor sagde i vores første samtale: “Han vil gerne. Han kan bare ikke være der.”

Den sætning hører jeg ofte.

I begyndelsen var han usynlig på skærmen. Kameraet slukket. Mikrofonen slukket. En enkelt emoji i chatten, hvis jeg var heldig. Jeg var ærligt i tvivl om, hvorvidt vi kunne nå ham. Men i vores skole får man tid. Efter noget tid begyndte han at skrive korte svar. Så stillede han et fagligt spørgsmål. En dag tændte han selv kameraet og sagde: “Må jeg lige vise noget?” Han ville vise en opgave, han var stolt af.

Jeg er sikker på, at det ikke var teknologien, der gjorde forskellen. Det var ikke skærmen. Det var, at rammen gjorde det muligt for ham at deltage uden konstant social overbelastning. Han skulle ikke bruge al sin energi på at regulere sig selv. Han kunne bruge den på at tænke. Hans faglige niveau ændrede sig ikke fra den ene dag til den anden. Men hans rolle gjorde.

Han gik fra at være en elev, der ikke kunne være i skole, til at være en elev, der deltog.

Det er forskellen mellem passivitet og aktiv deltagelse.

Aktiv deltagelse som beskyttende faktor

I programmet Brinkmanns Briks onsdag d. 18. februar 2026 hørte jeg Julie Midtgaard Klausen, professor ved Psykiatrisk Center Glostrup sige følgende:

“Psykisk sygdom er ofte inaktiv. Crossfit er alt andet end det.”

Jeg tolker at pointen er, at aktiv deltagelse kan have en beskyttende effekt. Lige netop dette citat gjorde at jeg begyndte at reflektere og dette lille skriv blev til. Overført til skolen tænker jeg det betyder:

Hvis elever primært oplever sig som passive modtagere uden indflydelse og uden mestring, risikerer vi at frustrere de behov, Deci og Ryan beskriver. Hvis de derimod oplever sig som aktive deltagere i deres egen læring, styrkes trivsel.

Hvad betyder det for digital skole?

Digital skole er ikke i sig selv en løsning. Men den kan, hvis den designes bevidst, øge oplevelsen af autonomi, styrke kompetence gennem hyppig feedback, reducere social overbelastning og skabe tydelig struktur.

For nogle elever betyder det, at deres grundlæggende psykologiske behov i højere grad bliver mødt. For andre gør det ikke. Det afgørende er ikke skærmen. Det afgørende er, om læringsmiljøet gør eleven til aktiv deltager frem for passiv tilskuer. Derfor er vi max 6 elever i klasserne.