Godt nytår tilbageblik på 2025 og blik mod 2026
- Rie Christiansen
- 29. dec. 2025
- 6 min læsning
Opdateret: 30. dec. 2025
Når vi ser tilbage på 2025 i Den Frie Digitale Skole, er det med stor stolthed, taknemmelighed og respekt for de mange børn, unge og familier, der har været og fortsat er en del af vores fællesskab.
Skoleåret 2024/2025 blev rundet af med den store traditionelle afslutningsfest i min have, hvor omkring 160 mennesker deltog. Her tog vi afsked med vores 9. klasser, der dimitterede, og med elever, som sagde farvel til skolen for at starte nye kapitler på efterskole, ungdomsuddannelse eller i andre tilbud. Det var en dag præget af nærvær, hygge, gensyn og tydelige beviser på, hvor langt mange af vores elever er nået.
I 2025 havde vi den ære at dimittere ca. 50 elever. Tre af dem fortsatte i 10. klasse hos os, mens resten tog deres næste skridt videre. For os er det afgørende, at Den Frie Digitale Skole både er et sted, man kan være og et sted, man trygt kan komme videre fra.
I løbet af året blev 254 nye elever indskrevet på skolen og det ser også fint ud for 2025/2026. Nogle elever forlod os igen, fordi de fik et nyt fysisk skoletilbud, fordi deres behov ændrede sig, eller fordi DFDS ikke viste sig at være det rette match. Det er en naturlig del af vores virke, og vi glæder os oprigtigt, når elever kommer godt videre også når det betyder et farvel til os.
Cirka 80 % af vores elever er private, og 54 % deltager i holdundervisning. I skoleåret har vi afholdt flere fysiske arrangementer, blandt andet på Christiansborg både i januar og igen i december, samt flere laboratorielørdage med fokus på eksperimenter, faglighed og fællesskab.
Traditionen tro blev året også rundet af med vores juleafslutning med julebingo. Arrangementet var som sædvanlig godt besøgt, og der blev sendt mange bankogaver rundt i hele landet et fint billede på, hvordan fællesskab også kan fungere digitalt og på tværs af geografi.
Vores aktive elevråd har sat et tydeligt præg på 2025. Elevrådet har blandt andet stået for quizarrangementer, juleklippedag den 1. december samt skolens årlige motionsdag og bidrager løbende med initiativer, der styrker fællesskabet og ikke mindst elevernes medindflydelse.
Skoleåret har desuden været båret af et stort og engageret forældresamarbejde. Forældrenes indsats har i høj grad været med til at understøtte, at eleverne også har kunnet mødes uden for undervisningen. I løbet af året har jeg modtaget mange billeder og beskeder, hvor elever ses sammen privat på tværs af geografi. Det er noget af det, der giver allerstørst værdi for mig og i den grad varmer mit aldrende hjerte.
At tidligere elever stadig husker os, tager kontakt og fortæller, hvor de er, og hvordan det er gået dem, betyder enormt meget. Det siger noget om, at den tid, vi har haft sammen, har haft betydning også efter eleverne er kommet videre.
Mange tror, at når man går i digital skole, så er det digitalt for altid. Vores erfaring er en anden. For mange elever er det digitale et midlertidigt rum et sted, hvor man kan finde ro, genvinde trivsel og få overskud til at tage næste skridt.
Det midlertidige rum kan for nogle være kort, mens det for andre kan strække sig over flere år. Det afgørende er ikke længden af tiden, men at eleven i perioden får mulighed for at udvikle sig i sit eget tempo, opbygge tryghed og gradvist blive klar til det, der kommer bagefter.
Bag kulisserne har 2025 også været et år med markant udvikling. Der er blevet udviklet en række softwareløsninger, primært målrettet det administrative arbejde, med henblik på at skabe bedre overblik og frigive tid og ressourcer til vores primære opgave som undervisning, relationer og elevernes trivsel.
Om anmeldelser og deling af oplevelser
Vi bliver altid meget glade, når forældre og elever har lyst til at skrive anmeldelser og dele deres oplevelser om og med Den Frie Digitale Skole. Det betyder meget for os, og vi læser dem alle med stor taknemmelighed.
Vi vil dog gerne opfordre til, at erfaringer og anbefalinger i videst muligt omfang deles på Facebook/google fremfor på kommercielle anmeldelsesplatforme. Vores erfaring fra 2025 har været, at platforme som Trustpilot i høj grad er bygget op omkring betalingsmodeller, hvor man først må bruge og dele de positive anmeldelser frit, hvis man tegner et betalt abonnement. For os giver det ikke mening at betale omkring 1.500 kr. om måneden for at kunne citere oplevelser, som vores familier frivilligt har delt.
Facebook er langt lettere for os at arbejde med, mere gennemsigtigt og uden økonomiske bindinger. Det betyder, at vi kan dele gode oplevelser direkte og ærligt – uden at skulle bruge midler, som vi langt hellere vil anvende på undervisning, elever og fællesskab.
Det vigtigste for os er ikke platformen, men indholdet. Og vi er dybt taknemmelige for alle jer, der vælger at dele jeres erfaringer og hjælpe andre familier med at finde vej.
Medarbejderne skolens vigtigste fundament
2025 har i høj grad også været båret af vores medarbejdere. Det er dem, der hver dag omsætter pædagogiske tanker til praksis, skaber struktur og tryghed for eleverne og får undervisningen til at fungere i et felt, hvor behovene ofte er komplekse, og løsningerne sjældent er standard.
Deres faglighed, ansvarlighed og engagement er afgørende for, at Den Frie Digitale Skole kan være et sted, hvor både elever og familier oplever kvalitet og sammenhæng.
I 2026 går vi ind i et år, hvor overenskomsten med Danmarks Lærerforening igen skal forhandles. Det er en vigtig og spændende proces, som vi ser frem til med respekt for både medarbejdernes arbejdsvilkår og skolens særlige rammer. For os handler det om at finde løsninger, der understøtter et bæredygtigt arbejdsliv for medarbejderne og samtidig fastholder den faglige og pædagogiske kvalitet, som eleverne har brug for og ret til.
Tak for indsatsen, professionaliteten og viljen til at stå i et arbejde, der kræver både faglighed og menneskeligt overskud. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet og udviklingen sammen.
Hvad kan du forvente af 2026?
Vores pædagogiske udgangspunkt er, at undervisning skal kunne bevæge sig med den enkelte elevs udvikling og behov i højsædet. I 2026 vil vi derfor arbejde videre med at udvikle vores egne digitale løsninger, som skal støtte undervisningen i at være fleksibel, overskuelig og meningsfuld med plads til progression, feedback og aktiv deltagelse fra eleverne.
Mit håb for 2026 er desuden, at der bliver mere plads til at undersøge, hvad digital undervisning faktisk kan. Ikke hurtigt og ikke overfladisk, men med tid, nysgerrighed og vilje til at forstå feltet i dybden. For mig handler det ikke om at overbevise, men om at blive klogere.
Jeg savner forskning, der tør gå tæt på praksis og se på, hvordan digitale læringsmiljøer kan støtte børn og unge i mistrivsel. Forskning, der ikke alene ser på rammer og omfang, men også på relationer, tryghed og bevægelsen videre.
Et af mine nytårsønsker er derfor mere fordybelse og færre forenklinger. Mindre støj – og mere viden, der tager udgangspunkt i børns og unges virkelighed.
Tak for tillid og for at dele vores historie
Også i 2025 har Den Frie Digitale Skole udelukkende vokset sig større gennem tillid og mund-til-mund. Vi har igen ikke brugt en eneste krone på reklame. Det skyldes jer – forældre, elever, tidligere elever og samarbejdspartnere – som deler jeres oplevelser, anbefaler os videre og fortæller, hvad skolen har betydet.
Når nogen vælger at fortælle om deres erfaringer med vores skole, er det den stærkeste form for anerkendelse, vi kan få. Det er et udtryk for tillid, og det forpligter. For os er det afgørende, at vækst ikke sker gennem markedsføring, men gennem kvalitet, relationer og reelle oplevelser i hverdagen.
Vi er dybt taknemmelige for alle jer, der har været med til at bære Den Frie Digitale Skole videre – ikke med kampagner, men med ord, erfaringer og engagement.
Godt nytår
Til sidst vil jeg ønske et rigtig godt nytår til alle omkring Den Frie Digitale Skole – elever, forældre, medarbejdere, samarbejdspartnere og alle jer, der følger vores arbejde med interesse og nysgerrighed.
Tak for tilliden, samarbejdet og de mange samtaler, store som små, der tilsammen har været med til at forme 2025. Jeg håber, at 2026 bliver et år med ro, mod, fordybelse og plads til både udvikling og menneskelighed – for elever, familier og medarbejdere.
Vi glæder os til et nyt år med fællesskab, faglighed og fortsat blik for det enkelte menneske.
Godt nytår.





Kommentarer