Karakterer er ikke problemet – sammenligningen er

Karakterer kan også skabe håb

Hvert år, når vores elever får deres afgangskarakterer, bliver jeg mindet om, hvor forskelligt karakterer kan opleves.

Debatten om karakterer handler ofte om præstationspres, stress og følelsen af ikke at være god nok. Den debat er vigtig, og der er ingen tvivl om, at karakterer kan blive et problem. Men jeg oplever også en anden side af dem, en side som sjældent fylder.

På Den Frie Digitale Skole underviser vi børn og unge, som ofte har været væk fra skolen i lang tid. Mange kommer med en følelse af, at de har tabt. De tror ikke længere på deres egne evner, og flere forventer, at de vil dumpe og ikke få deres 9. klasse.

Når prøverne starter og karaktererne så kommer, sker der ofte noget særligt. Ikke fordi alle får 10 eller 12. Det gør de selvfølgelig ikke. Men fordi de får et ærligt og troværdigt billede af, hvor de faktisk står fagligt. Eleven, der var overbevist om, at karakteren ville være 00 eller måske endda -3, opdager pludselig, at den er 4 eller 7. For første gang i lang tid bliver følelsen af ikke at kunne noget udfordret af virkeligheden. Det er ikke bare et tal. Det er et bevis på, at de kan mere, end de selv troede. For mange bliver det begyndelsen på en ny fortælling om dem selv.

Problemet opstår, når vi sammenligner

Det har fået mig til at tænke over, om problemet egentlig er karaktererne. Jeg tror ikke, det er.

Jeg tror, problemet opstår, når karaktererne bliver en konkurrence. Når elever automatisk spørger hinanden: "Hvad fik du?" Når et 7-tal føles som en fiasko, fordi sidemanden fik 10. Når karakteren bliver et mål for menneskets værdi i stedet for et redskab til at forstå egen læring. For så mister karakteren sin egentlige funktion.

En karakter bør ikke fortælle, om du er dygtigere end dine klassekammerater. Den bør fortælle, hvor du er lige nu.

Karakteren som en personlig målestok

Hvis vi i stedet bruger karakteren som en personlig målestok, ændrer dens betydning sig. Så bliver spørgsmålet ikke, om du er bedre end andre. Det bliver: Hvor var du for et halvt år siden? Hvad har du lært siden da? Hvad er dit næste skridt?

Når karakteren bliver brugt på den måde, bliver den et redskab til refleksion frem for en dom. Den viser ikke, hvad du er værd som menneske. Den viser, hvor du står lige nu, og hvor du kan bevæge dig hen.

Hvad siger forskningen?

Det er netop den tankegang, der går igen hos den amerikanske psykolog Carol Dweck, som har forsket i growth mindset. Hun beskriver, hvordan læring handler om at se evner som noget, der kan udvikles, ikke som noget, man enten har eller ikke har. En karakter bliver derfor ikke en dom over, hvem du er, men et øjebliksbillede af, hvor du er lige nu.

Den britiske uddannelsesforsker Dylan Wiliam formulerer det enkelt: "Feedback should cause thinking." Det gælder også karakterer. De bør ikke afslutte læringen. De bør starte den næste samtale. Hvad fortæller karakteren eleven? Hvad lykkedes? Hvad kan udvikles? Hvad er næste mål?

Når karakteren bliver et redskab

Når karakteren bruges på den måde, bliver den ikke en byrde. Den bliver et redskab. Måske er det derfor, jeg ikke er modstander af karakterer. Jeg er modstander af den kultur, hvor karakterer bliver brugt til at rangordne mennesker.

For vores elever er karakteren sjældent en konkurrence. Den er ofte en lettelse. Den fortæller dem, at de ikke er så langt bagud, som de selv frygtede. Den giver dem mod til at søge en ungdomsuddannelse. Den giver dem lyst til at fortsætte.

Måske er det i virkeligheden dét, karakterer burde kunne. Ikke fortælle, hvem der er bedst, men give den enkelte elev et realistisk billede af sin egen udvikling og troen på, at næste skridt også er muligt.