top of page

Digital skole: Kom til åbent hus d. 30.marts og oplev magien

Opdateret: 27. mar. 2021

Minecraft er et spil, der fanger mange børn, men det kan være svært at finde venner og fællesskaber, når man sidder på hver sin side af skærmen. Endnu sværere er det at finde et fællesskab, som har sikre, gennemskuelige og trygge rammer. I Den Frie Digitale Skoles skolegård, kan alt dette findes og mere til. Det kan du opleve, et glimt af, når skolen holder digitalt åbent hus d. 30. marts kl. 16.



Velkommen til åbent hus

Ryd kalenderen, eller, mindre dramatisk, nøjes med at sætte et kryds. Metoden er lige meget, så længe du sidder klar, bag skærmen, d. 30. marts kl. 16, hvor Den Frie Digitale Skole, for første gang nogensinde, inviterer til indvielse og rundvisning i Minecraft magiske verden. Følg med i løbet af ugen på hjemmesiden og Facebook for at få de fulde detaljer. Mens vi venter på indvielsen, kan vi lige så godt se, hvad det egentlig handler om.


Spillets verden

Det kunne nemt forveksles med en eventyrverden af J.R.R. Tolkiens kaliber. Med lange skygger, der dovent slynger sig efter husene, bakkedrag betrukket med græs og krystalklare søer, er det eneste, der river én ud af fortidens historiske skygger, det meget afgørende faktum, at alt er firkantet. Lige præcis den kendsgerning adskiller Minecraft fra så mange andre spil. For det her er ikke et landskabsmaleri eller en søndags-gåtur i Dollerup Bakker, nej, det her er en klub - Minecraft-klub. Selvom stilheden og roen endnu får lov til at fylde eftermiddagen, er det blot et spørgsmål om tid, før de første børn logger sig ind og sparker liv i den verden, der en hel uge blot har ventet på deres tilbagevenden. Fremover vil verdenen komme til live hver dag både som et ekstra undervisningselement, men også som det fællesskabsskabende element i en digital skole.


Hvad laver en digital Minecraft-klub?

Det kan besvares vanvittigt simpelt: De spiller Minecraft. Den Frie Digitale Skoles to Minecraft-klubber mødes en gang om ugen til en aften i gamingens tegn. Klubberne bruger skolens egen Minecraft server. På den er der blevet konstrueret de vildeste ting. En kæmpemæssig skolebygning er blot en af de imponerende bygningsværker. De to klubber har hver deres verden. En stor del af verdenen har børnene selv skabt. Alle børn har nemlig deres eget hus, som de har bygget lige præcis, som de drømmer om. Det har skabt en noget mangfoldig by, der altid er klar på det nyeste kreative indspark. Alle husene er markeret med et skilt, der fortæller, hvem der bor der.

Timerne går med at tage på farefulde missioner, på opdagelse efter nye materialer og territorier, kampe i den rødglødende underverden, store forretnings-eskapader med handel og butikker mellem spillerne og opbygning af den by, som lige så stille ser dagens lys. Nogle gange har børnene fået en opgave, som de skal løse sammen f.eks. at forbinde husene med stier, og andre gange er der fuldstændig frit spil.

De to klubber

Det er snart fire måneder siden, Den Frie Digitale Skole for første gang åbnede Minecraft-klubben. Det var en kæmpe succes, og kort tid efter var efterspørgslen så stor, at endnu en gren på stammen måtte se dagens lys. Junior Minecraft-klubben blev til. Nu fungerer det sådan, at hver onsdag kl. 17 mødes Junior Minecraft-klubben inde på Den Frie Digitale Skoles Minecraft server, hvor den næste time går langt inde i spillets univers. Senere når klokken bliver 18:30, møder de større børn ind i deres verden og spiller sammen. Forskellen på de to klubber er deltagernes alder. I Junior Minecraft-klubben er det børn under 10 år, hvor den anden Minecraft-klub er for børn over 10 år.

Alle børn kan være med i de to klubber uanset alder, køn og tidligere erfaring med spillet. Børnene er sammen om passionen for spillet, og meget andet skal der ikke til.


En ”potion” til fællesskab

”Nogen der har brug for creeper-hoveder og gunpowder?” Hvor bizart, det end kan lyde for udefrakommende, er det ikke et usædvanlig spørgsmål at høre i løbet af aftenen i en af Minecraft-klubberne. En aften, hvor Minecraft virkelig bliver dyrket, men også en aften, hvor fællesskabet får lov til at vokse. Børnene snakker med hinanden over Discord, et medie med mulighed for tale- og video-opkald. Spillet er det klare fokus, hvor handelsaftaler, hvordan man ”crafter” diverse værktøjer, og hvorfor en spiller døde, fylder det meste af snakken. Dog er der også plads til andre ting. Klubben er nemlig for nogen et frirum, hvor der desuden skal være rum til alt muligt andet f.eks. at fremvise en ny hundehvalp. Det, at børnene har det godt og føler sig trygge, er vigtigst.

I Junior Minecraft-klubben er der mange forældre med på sidelinjen. På den måde kommer forældrene med helt ind i børnenes verden og endda i nogle tilfælde, til børnenes overraskelse, mere opslugt af spillet end børnene selv.

Børnene spiller med hinanden på kryds og tværs, og det at stoppe når tiden er gået, er en disciplin i sig selv, som ofte resulterer i, at de spiller videre sammen efter lukketid.


Klubbernes gårdvagt

Frederik Clement Sørensen bestyrer de to Minecraft-klubber. Han kalder sig selv for klubbernes gårdvagt. Han sørger for, at alt forløber, som det skal både teknisk, spillemæssigt og socialt. Frederik underviser også i programmering. Det har sine helt klare fordele for børnene i Minecraft-klubberne. Der er nemlig ikke det problem, han ikke kan løse. Lidt ligesom en overjordisk skabning laver han nat til dag, får fremtryllet forsvundne genstande og flytter forvildede spillere ved hjælp af få klik på tastaturet. Med en alder af 25 år er han også én, børnene kan spejle sig i. Dermed bliver klubben ikke bare et sted, hvor børnene kan møde andre børn med samme interesse, men også en voksen med et unikt indblik i spillet, de færreste forældre kan være med på.


Ny i klubben? Der er altid hjælp at hente

Nye medlemmer behøver ikke være bekymret for, om de kan følge med de andre børn i klubben. Selvfølgelig er alt nyt til en start, men ved at spille spillet og se, hvordan de andre børn gør, lærer man det hurtigt. Derudover kan man altid spørge Frederik om hjælp undervejs, hvis man f.eks. ikke ved, hvordan man finder rundt eller ”crafter” diverse værktøjer. I løbet af ingen tid er den nye i klubben forsvundet lige så langt ind i Minecraft universet som resten af banden.

Hvis der sidder nogle forældre derude med præstationsangst og svedige håndflader over ord som Minecraft-bruger, Discord-profil og Minecraft server, er der ingen grund til at gå i panik. Der er nemlig hjælp at hente. Frederik står altid klar til at hjælpe med at få det hele til at virke, så børnene kan møde ind i klubben med en teknik, der bare spiller. Derudover er de første to gange gratis. Det giver god mulighed for barnet, helt uforpligtende, at mærke efter, om spillet er sjovt, og om klubben er et rart sted at være.


Interesseret i at høre mere?

Er dit barn en af de 91 millioner månedlige Minecraft spillere på verdensplan og leder efter et fællesskab af børn med samme interesse, er du kommet til det rigtige sted.

Kom til åbent hus den 30. marts kl. 16. Detaljer kommer på hjemmesiden og Den Frie Digitale Skoles facebookside i løbet af ugen.

Du kan også læse mere om henholdsvis Junior Minecraft-klubben her

Og Minecraft-klubben her

Du kan booke et gratis indledende møde med lederen af Den Frie Digitale Skole, Anni Pilgaard Christiansen, her


329 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page