Når reglerne står i vejen for børnene - vores kamp nåede Christiansborg

Vi ønsker ikke at holde børn hjemme. Vi ønsker at få dem videre.

Det var vores vigtigste budskab, da Den Frie Digitale Skole den 7. oktober 2026 fik mulighed for at være til foretræde for BUU. Det blev en helt særlig dag, som jeg gik fra både meget rørt, stolt og med et stort håb om, at vi måske kan være med til at skabe en forandring for de mange børn, der i dag står uden et skoletilbud, de kan deltage i.

Fra en henvendelse til Christiansborg

I august sendte vi en henvendelse til Børne- og Undervisningsudvalget, fordi vi ønskede at sætte fokus på en problemstilling, som jeg efterhånden har brugt rigtig mange kræfter på: Hvordan sikrer vi undervisning til de børn, der ikke kan komme i fysisk skole, når de eksisterende tilbud ikke virker?

I Den Frie Digitale Skole har vi siden 2019 arbejdet med børn og unge, hvoraf mange har haft massivt og langvarigt skolefravær. Vi har set børn, der ikke har været i stand til at deltage i almindelig skoleundervisning, begynde at lære igen. Vi har set dem udvikle sig fagligt, få troen på sig selv tilbage og komme videre til efterskoler og ungdomsuddannelser. Alligevel oplever vi, at lovgivningen gør det vanskeligt for kommunerne at benytte private digitale undervisningstilbud, selv når de eksisterende indsatser ikke lykkes. Derfor skrev vi til politikerne, og til min store glæde blev vi inviteret til foretræde den 7. oktober.

Foran udvalgsværelset onsdag d. 7. oktober 2026

To fantastiske piger tog med på Christiansborg

Jeg var så heldig, at to af vores piger og deres mødre havde lyst til at tage med. Vi havde kun 15 minutter til rådighed, så vi skulle virkelig prioritere, hvad vi ville fortælle. For mig var det helt afgørende, at politikerne ikke kun skulle høre mig fortælle om lovgivning og udfordringer. De skulle også høre børnene selv.

Pigerne fik hver omkring 1-2 minutter til at fortælle om deres liv før Den Frie Digitale Skole, hvordan det havde været at gå hos os, og hvor de er i dag. Hvor gjorde de det bare fantastisk! Det kræver noget særligt at stille sig op foran politikere på Christiansborg og fortælle sin personlige historie. Jeg var simpelthen så stolt af dem, og ja, jeg blev rørt. Det gør jeg ofte, når jeg ser, hvad vores elever faktisk formår, når de får de rigtige muligheder.

Deres fortællinger var en stærk påmindelse om, hvorfor vi aldrig må give op på de børn, der har det svært i skolesystemet. Bag alle diskussionerne om regler, økonomi og undervisningsformer findes der børn, som bare gerne vil have mulighed for at lære og komme videre i livet.

Regelparadokset - når kommunen risikerer at gøre noget forkert uanset hvad

Min egen del af foretrædet handlede især om det, jeg kalder regelparadokset. Kommunerne har pligt til at sikre, at børn får undervisning, men samtidig har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) gjort det klart, at kommunerne ikke må overlade folkeskolens undervisning til private onlineundervisningstilbud.

Det skaber efter min mening et alvorligt dilemma. Forestil dig et barn, der gennem længere tid ikke har været i stand til at komme i skole. Kommunen har forsøgt forskellige indsatser, men barnet kommer fortsat ikke i undervisning. Familien finder måske et specialiseret digitalt tilbud, hvor barnet faktisk kan deltage, lære og udvikle sig. Men kommunen kan ikke uden videre betale for undervisningen, fordi reglerne begrænser brugen af private aktører.

Kommunen står dermed i et paradoks. Hvis den benytter det private tilbud som erstatning for sin egen undervisning, risikerer den at overtræde reglerne. Hvis den ikke finder en virksom løsning, risikerer den samtidig ikke at leve op til sin undervisningsforpligtelse. Hvordan kan regler, der blandt andet skal sikre børns ret til undervisning, ende med at stå i vejen for, at nogle børn får den?

Jeg tror ikke, at kommunerne ønsker at svigte børnene. Jeg tror tværtimod, at mange kommuner står med en utrolig vanskelig opgave og mangler lovlige muligheder for at hjælpe de børn, som ikke profiterer af de eksisterende tilbud.

Vi ved, at digital undervisning kan gøre en forskel

I det materiale, vi sendte til udvalget, havde vi samlet flere anonymiserede elevhistorier. Blandt andet historien om en elev, der gik fra alvorligt skolefravær til at gennemføre en fuld afgangseksamen og blive klar til HTX. En anden elev begyndte hos os med angst og et stort fagligt efterslæb, men indhentede det forsømte inden for et år og afsluttede sine prøver med et gennemsnit på 9,9.

Vi fortalte også om en elev, der i begyndelsen hverken kunne have kamera eller mikrofon tændt. Gennem tryghed og relationen til en kendt lærer blev det gradvist muligt at deltage mere og mere. Eleven gennemførte en prøve og fik efterfølgende mod på efterskole.

Det er historier, der betyder utrolig meget for mig. Ikke kun fordi eleverne opnår gode faglige resultater, men fordi de får muligheder tilbage i deres liv. Jeg siger ikke, at digital undervisning er løsningen for alle børn. Det er den ikke. Men for nogle børn kan den være begyndelsen på vejen tilbage til undervisning, fællesskab og en fremtid med flere muligheder.

Hvorfor må private digitale skoler ikke være en del af forsøget?

Der er allerede igangsat et forsøg med onlineundervisning, hvor 17 kommuner deltager. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men hvad med alle de børn, der bor i de øvrige kommuner? Hvorfor skal specialiserede private digitale undervisningstilbud ikke have mulighed for at indgå?

Det var faktisk mit vigtigste formål med foretrædet. Jeg ønskede at få politikerne til at lægge pres på ministeren for at undersøge, om forsøget kan udvides, så private specialiserede tilbud også kan deltage. Ikke uden krav, tværtimod. Vi er helt åbne for, at der etableres en godkendelsesordning med krav til kvalitet, dokumentation og tilsyn. For selvfølgelig skal der stilles krav, når vi arbejder med børn i sårbare situationer.

Men hvis et tilbud kan dokumentere kvalitet og resultater, hvorfor skal det så på forhånd være udelukket, alene fordi det er privat? Vi beder ikke om særregler for Den Frie Digitale Skole. Vi beder om, at der skabes lovlige muligheder for at hjælpe børn, som de eksisterende indsatser ikke lykkes med at få tilbage i undervisning.

Der er også en anden problemstilling, som ligger mig meget på sinde. I dag er det i mange tilfælde forældrene selv, der betaler for undervisningen hos os. Det betyder, at to børn med præcis de samme udfordringer kan have vidt forskellige muligheder, afhængigt af om deres forældre har råd til at betale. Det kan vi da ikke være tilfredse med som samfund. Et barns mulighed for at få undervisning bør ikke afhænge af forældrenes økonomi.

Politikerne lyttede og allerede dagen efter skete der noget

Ved foretrædet var der repræsentanter fra Socialdemokratiet, Venstre, Danmarksdemokraterne, Radikale venstre og Dansk Folkeparti. Jeg oplevede en stor lydhørhed, og de tilstedeværende politikere gav udtryk for, at der var noget i problemstillingen, som skulle ses nærmere på. Det gjorde mig utrolig glad, for jeg var ikke taget til Christiansborg for blot at fortælle om de udfordringer, vi oplever. Jeg var taget derind med et håb om, at vi kunne være med til at skabe en konkret politisk forandring.

Allerede dagen efter skete der noget! Den 8. oktober blev der stillet tre formelle spørgsmål til undervisningsministeren med direkte henvisning til vores materiale og foretræde. Jeg blev simpelthen så glad, da jeg så dem, for spørgsmålene rammer præcis nogle af de udfordringer, vi gennem længere tid har arbejdet på at få politisk opmærksomhed omkring.

Det første spørgsmål handler om, hvorvidt kommunerne kan få mulighed for at anvende kvalitetssikrede, specialiserede private digitale tilbud til børn med langvarigt skolefravær, når de eksisterende indsatser ikke virker. Det andet handler om muligheden for at etablere en godkendelsesordning for private digitale undervisningstilbud med krav til kvalitet, dokumentation og tilsyn.

Det tredje spørgsmål handler om reglerne for eksaminator ved privatisters prøver. Det er en problemstilling, vi gennem længere tid har arbejdet med, fordi relationen til en kendt lærer for nogle af vores elever kan være afgørende for, om de overhovedet kan gennemføre en prøve og vise deres faglige kunnen. Vi har derfor ønsket klarhed over reglerne for, hvem der må fungere som eksaminator, og om reglerne bliver administreret ensartet på tværs af landet.

Ministeren har som udgangspunkt fire uger til at besvare spørgsmålene, og nu venter vi spændt. Jeg ved selvfølgelig godt, at tre spørgsmål ikke automatisk fører til ændringer i lovgivningen, men det er et konkret skridt, og jeg synes faktisk, at det er et stort skridt.

Vi skal ikke have færre regler - vi skal have regler, der hjælper børnene

Jeg ønsker ikke, at hvem som helst skal kunne tilbyde undervisning til børn med alvorligt skolefravær uden krav eller kontrol. Tværtimod skal vi sikre kvalitet, faglighed, tryghed og dokumentation. Men vi skal også turde se på, om vores nuværende regler i nogle tilfælde gør det sværere at hjælpe børnene.

For hvad hjælper det, at vi har et regelsæt, hvis barnet fortsat sidder derhjemme uden undervisning? Hvad hjælper det, at vi diskuterer, hvem der må levere undervisningen, hvis barnet mister endnu et år af sin skolegang?

Jeg mener, at vi skal begynde med barnet. Hvad har dette barn brug for? Hvilke muligheder har vi allerede forsøgt? Og hvad kan vi gøre anderledes, hvis de ikke virker? Det er de spørgsmål, jeg ønsker, at vi som samfund bliver bedre til at stille.

Nu håber jeg, at der kommer handling bag ordene

Jeg ved godt, at politiske forandringer tager tid, men jeg ved også, at de børn, der sidder derhjemme lige nu, ikke har uendelig tid. Hver måned uden undervisning kan gøre vejen tilbage længere, og hver gang et barn oplever endnu et nederlag, kan det blive sværere at finde troen på, at tingene kan blive anderledes. Derfor håber jeg virkelig, at spørgsmålene til ministeren bliver begyndelsen på mere end blot en politisk diskussion. Jeg håber, de bliver begyndelsen på konkrete løsninger. Så vil jeg gerne sige en kæmpe tak til de to fantastiske piger og deres mødre, som tog med os på Christiansborg. I gjorde en forskel den dag, og jeg er så utrolig stolt af jer. Også tak til de politikere, der lyttede og valgte at tage problemstillingerne videre. Det betyder mere, end I måske forestiller jer.

Vi ønsker ikke at holde børn hjemme. Vi ønsker at få dem videre. Det var vores budskab på Christiansborg den 7. oktober, og allerede dagen efter blev tre konkrete spørgsmål sendt videre til ministeren. Det gør mig både glad, stolt og ikke mindst håbefuld.

Nu håber jeg, at spørgsmålene ikke blot fører til svar, men også til handling. For mens vi diskuterer regler og lovgivning, sidder der stadig børn derhjemme og venter på at få mulighed for at lære, udvikle sig og blive en del af et fællesskab. De børn har ikke tid til at vente i årevis på, at vi finder en løsning.

Derfor bliver jeg ved med at kæmpe.

Anni Pilgaard Christiansen stifter og leder af Den Frie Digitale Skole