Nyt fra Den Frie Digitale Skole - oktober 2026
Der sker meget på skolen lige nu, og derfor har jeg samlet de seneste nyheder her. I videoen fortæller jeg kort om dem, og nedenfor finder I information, datoer og links, så I kan læse det hele i ro og mag. Videoen er bare en ekstra service.... :-)
Forældreportalen - husk også elevernes telefonnumre
På forældreportalen kan I se vores klubber og tilmelde jeres barn dem, der passer til barnets interesser og overskud. Husk, at klubberne er gratis for elever, der går på skolen. Portalen bliver løbende opdateret, og jeg håber virkelig, at I synes den er et win. Både elever og forældre modtager en sms ved ændringer i skemaet. Tjek derfor, at også jeres barns telefonnummer er registreret korrekt på portalen, så eleven får direkte besked.
I løbet af efteråret kommer der mere information om betaling, og snart skal afmeldinger og evt. tilmeldinger også foregå via portalen. Det vil hjælpe mig utrolig meget med det administrative arbejde. Tusind tak for den tålmodighed, I har haft med betalingen. Der har været udfordringer undervejs, men jeg tror efterhånden, at jeg er ved at have styr på det.
Husk at tilmelde jer idræt - 9. klasser
Hvis jeres barn skal have en standpunktskarakter i idræt, skal I tilmelde faget idræt under klubber på forældreportalen. Vi tilbyder et tilsvarende forløb i foråret og håber, at I vil bakke op og få jeres barn tilmeldt.
Ny klub Anime og historie
I uge 44, 45 og 46 inviterer vores dygtige praktikant Søren Vad eleverne til et forløb om anime og historie. Det foregår tirsdag og torsdag kl. 13.00–13.30 med start tirsdag den 27. oktober. Har man en yndlingsserie eller film inden for japansk anime, må man meget gerne dele den med de andre, så vi kan udforske den sammen. Undervejs undersøger vi animes udvikling, japansk kultur og de historiske spor i fortællingerne. Målet er at vise, hvordan historie kan hjælpe os med at forstå verden omkring os med udgangspunkt i noget, eleverne allerede interesserer sig for. Det bliver en blanding af underholdning, faglighed og hyggelig snak med plads til spørgsmål. Forløbet er gratis for alle elever, der går på skolen eller i skolens klubber.
Ny Discordserver - den gamle lukker den 15. november
Vi har oprettet en ny Discordserver for at skabe tryggere rammer for elevernes fællesskab. Her får kun betalende elever adgang, og når en elev bliver udmeldt, bliver adgangen også fjernet. Fra uge 44 vil Jonas bruge den nye server til Minecraft og andre aktiviteter. Den gamle server lukker den 15. november, så husk at komme over på den nye inden da: Kom ind på den nye Discordserver.
Vil du lære russisk?
Vi har netop ansat en lærer i russisk, og nogle elever har allerede vist interesse for et hold. Hvis dit barn også har lyst, så giv mig gerne besked. Jeg starter et hold, hvis vi kan samle 3-4 elever. 😊
Prøver og forældresamtaler
Vi er godt i gang med at planlægge prøverne, og hvis I ikke har hørt fra os så tag gerne fat i Mette Louise. Husk også, at der er forældresamtaler i november, og at de skal bookes inden den 30. oktober.
Vores foretræde på Christiansborg
Den 7. oktober var vi til foretræde for Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg. To piger og deres mødre fortalte om deres erfaringer og om, hvilken betydning et digitalt skoletilbud kan have, når det er svært at være i en fysisk skole. Vi satte fokus på de regler, der spænder ben for kommunernes muligheder for at hjælpe gennem tilbud som vores, og vores ønske om, at private tilbud også kan deltage i forsøgsordningen med digitale skoler. Flere børn skal have adgang til et tilbud, der passer til deres behov, uanset familiens økonomi.
Udvalget har efterfølgende sendt spørgsmål videre til ministeren, og vi følger op. Hvis I har misset omtalen, kan I læse indlægget om foretrædet her på nyhedsbloggen, hvor I også finder linket til foretrædet. Der er kun 14 dage til vi skal have et svar, så spændende.
Hvor finder I besked ved driftsproblemer?
Hvis skolens server eller andre systemer en dag går ned, lægger vi information på vores fælles Padlet. Vi har heldigvis aldrig haft brug for den i sådan en situation, men gem gerne linket, så I ved, hvor I kan finde besked, hvis det sker.
Tak for jeres opbakning, tålmodighed og samarbejdet om jeres børn.



Kommentarer