- forestil dig, at du er en dreng, men alle omkring dig behandler dig som en pige…
Når et barn fødes, tildeles det et køn ud fra genitaliernes udseende. Men for nogle mennesker, passer det tildelte køn ikke med, hvordan de selv føler sig. Deres kønsidentitet er anderledes – altså deres opfattelse af, hvilket køn de er. For nogle passer kropsidentiteten ikke med det køn man har fået tildelt ved fødslen, og det er som regel IKKE nemt at agere i, hverken som barn, ung eller voksen.
Hos Den Frie Digitale Skole oplever Anni, at hun møder flere elever som identificerer sig som transkønnede eller nonbinære. Ifølge psykolog Olivia Kretzschmar, giver det rigtig god mening, at netop kønsnormbrydere søger mod Den Frie Digitale Skole, for som transkønnet kan man have svært at finde sin plads i et skolemiljø med fysisk fremmøde. Samtidig er der mange transkønnede som ligger på autismespektret og derfor er yderligere udfordret ift. almindelig fysisk undervisning.
Køn&Krop
Tanken med Den Frie Digitale Skole er oprindeligt at undervise i helt almindelige grundskole-fag som dansk, matematik, engelsk osv. Men der skal meget mere end fag-faglige fag til for at skabe hele mennesker. Derfor forsøger Anni konstant at se, hvor eleverne er i deres udvikling og sætte ind der, hvor der er behov for ekstra fokus på sociale områder og elevernes psykiske trivsel. Og netop hos kønsnormsbryderne oplever hun, at der er brug for tiltag:
”Jeg oplever, at de her elever føler sig ret alene. Jeg kunne godt tænke mig, at de skulle have mulighed for at møde hinanden og opleve andre i samme situation.
– Anni, Skoleleder
I samarbejde med Olivia Kretzschmar vil Den Frie Digitale Skole fra uge 12 tilbyde elever, der identificerer sig som transkønnede gruppesamtaler. Tanken er, at eleverne mødes online med Olivia en gang i ugen. Her vil der i et trygt og lyttende forum blive talt om kønsubehag, forståelse for begreber, og tanker om køn, krop og seksualitet.
At det netop er Olivia Kretzschmar der vil være underviser på holdet er bestemt ikke tilfældigt. Olivia er uddannet psykolog og har altid arbejdet med unge. Hun har bl.a. været ansat på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, hvor hun har været med til at give adgang til operation og behandling af transkønnede børn og unge. Hun er privatpraktiserende psykolog med stor erfaring i netop børn og unges kønsopfattelse. Så det er en kæmpe ressource, der står til rådighed for Den Frie Digitale Skoles unge.
Hvad er kønsubehag og transkønnethed?
Det kan være svært at forklare præcist, hvad det vil sige, at have kønsubehag (kønsdysfori) eller være transkønnet, men mange beskriver det som, at ens køn indeni ikke passer med hvordan ens krop ser ud. Kønsubehag og transkønnethed kommer ofte til udtryk ved, at den transkønnede ikke kan identificere sig med det tildelte køn. Det kan også være, at vedkommende tænker og opfører sig anderledes end andre med samme tildelte køn.
Det er klart, at den usikkerhed om eget køn, kan påvirke situationer i hverdagen og kan opleves svært og frustrerende. For mange betyder følelserne, at det er svært at finde ro omkring sig selv og sin kønsidentitet.
”Jeg vil arbejde med psykoedukation, tale med de unge om hvad kønsubehag er, om hvordan det kan behandles, fortælle dem om prognoser og evt. operation. Alt sammen ting, som forhåbentlig kan skabe ro omkring deres tanker. Køn og krop er et fag alle elever burde have.”
- Olivia Kretzschmar
Man kunne også bare lege struds…
Men hvorfor nu fokus på det her? Kammer det ikke over? Er det ikke bare forvirrede børn og unge, der ikke har fundet fodfæste i livet?
Nej! Det er vigtigt for forældre og andre at forstå, at transkønnethed ikke er noget børn bliver eller finder på, men noget som de oplever, de er. Den oplevelse, man har af sit køn, og den kønsidentitet, man gerne vil leve og udtrykke, skal ikke forstås som et aktivt valg, et påhit eller som noget, man bliver. Det handler om, at man har en dyb oplevelse af, at man har denne kønsidentitet.
For at kunne modtage faglig læring, skal man trives både fysisk og psykisk. Og det er ikke altid let når man føler sig usikker og misforstået pga. ens køn. Derfor finder Anni fra Den Frie Digitale Skole det vigtigt at sætte gruppesamtaler i gang.
”Vi vil ikke lege struds når det gælder børns trivsel
- vores mission er at gavne og den tager vi alvorlig”
- Anni, Den Frie Digitale Skole
Holdet Køn&Krop kommer til at køre online onsdage fra kl. 13-14 og starter op i uge 12.
Comments