Det er børnene, der viser vejen
- 18. nov. 2025
- 2 min læsning
Vi får ofte spørgsmålet: Hvordan får I egentlig nye elever hos Den Frie Digitale Skole? Svaret er faktisk ret simpelt: Vi bruger ikke penge på sponsorerede opslag, annoncer eller betalt markedsføring. Ikke fordi vi ikke ved, hvordan man gør – men fordi børnene og deres historier viser vejen for os.
Det er deres udvikling, deres trivsel og deres glæde, der fortæller andre familier, hvem vi er. Det er deres oplevelser, der bliver til de fortællinger, som bevæger sig fra familie til familie – helt uden reklamer.
De gode historier finder vej af sig selv
Når forældre kontakter os, starter samtalen næsten altid sådan her:
“Vi har hørt om jer gennem en arbejdskollega.” Eller: “En mor i vores netværk fortalte, at hendes barn endelig har fået lyst til at lære igen.”
Det er sådan, vi vokser. Gennem historier om børn, der trives. Om elever, der tør række hånden op igen. Om fællesskaber, der fungerer.
Vi investerer i mennesker ikke annoncer
I stedet for reklamer bruger vi pengene på oplevelser, der skaber fællesskab og minder.
Vi arrangerer fysiske møder, hvor vi ses face to face – griner, spiller bordfodbold og snakker sammen. Vi har snapgrupper, så eleverne har mulighed for at mødes. Vi holder sommerfest, hvor forældre, lærere og elever mødes og mærker, at det digitale netop facilitere nærvær. Og vi tilbyder gratis klubber og ekstra boost forløb, fordi fællesskab ikke skal være et spørgsmål om økonomi.
Lige nu er vi lige blevet færdige med at planlægge et fysisk møde for udskolingen, hvor både drenge og piger kan deltage. Vi starter i Creative Space, hvor vi maler keramik, fortsætter til Folketinget, og slutter dagen af på en brætspilscafé. Alt sammen gratis og frivilligt.
For det er her, vi vælger at bruge pengene – på det, der bliver til de gode historier.
Den pædagogiske tanke bag det hele
For os handler det her ikke kun om markedsføring. Det handler om pædagogik. Vi tror på autentiske fællesskaber, der handler om, at mennesker har brug for at mærke mening og tilhør. Når børn mødes fysisk eller digitalt omkring noget, der føles ægte, så sker der noget. Når vi griner sammen, lærer sammen og føler os trygge, så får vi lyst til at lære igen. Og det er de historier, der skal fortælles videre.
De gode historier bærer os videre
De gode historier er ikke pynt. De er selve kernen. De viser, at digital undervisning er menneskelig, nærværende og fællesskabsskabende og at en skærm kan noget, hvis man tør tænke anderledes.
Vi håber, at de historier bliver ved med at bære os. For hvis vi vokser på den måde gennem tillid og gode oplevelser – så vokser vi langsommere, men det er hele målet for at sikre at vi leverer den ønskede service og især fleksibilitet hele vejen rundt.
For det er børnene, der viser vejen. ❤️





Kommentarer