top of page

Minecraft om onsdagen

Jeg hedder Frederik, og jeg er administrator i begge Minecraft-klubber om onsdagen. Jeg er vild med Minecraft og programmering.

Om onsdagen er der to Minecraft-klubber. Her mødes vi for at bygge, hygge og have det sjovt sammen. Vi taler eller skriver sammen via skolens Discord-server, som man modtager et invitations-link til. Man modtager også vores Minecraft-regelsæt, som man skal læse sammen med sine forældre, inden man får adgang til vores fantastiske Minecraft-server. Vi gør meget ud af, at serveren er et hyggeligt og rart sted for alle. Vores Minecraft-regelsæt kan også læses lige her:


Minecraft-serveren. Reglerne. 2022
.pdf
Download PDF • 1.04MB

Minecraft Junior er fra kl. 17:00 - 18:00:

Denne klub er for børn under 10 år: Her kan man møde andre bygge-glade børn, der elsker at være kreative i Minecraft. Fra tid til anden vil der være små opgaver, som man alene eller sammen med de andre skal forsøge at løse.

Minecraft 10+ er fra kl. 18:30 - 19:30:

Denne klub er for børn på 10 år eller derover: Her møder man andre børn, som har god erfaring med spillet og går op i det! Her sker der handel og samarbejde, og erfaringer deles hyppigt. Begge klubber foregår på Den Frie Digitale Skoles private Minecraft-server. På serveren er der mange forskellige verdener med hvert sit formål. Nogle verdener kræver særlig adgang, men de fleste er åbne for alle. De forskellige verdener tilgås via felter i vores digitale skolegård.

Skolegården: dette er serverens central; det er her, skolen ligger, og det er fra skolegården man kan komme videre til andre verdener. Det er også her man kommer hen, når man bruger kommandoen /start.

Banen: dette er en overlevelses-verden, som er åben for alle. Herinde kan du møde monstre, men sværhedsgraden er ikke høj.

Legepladsen: det er en kreativ-verden, som er åben for alle. Det er en flad verden, så det er bare med at finde en god plads, og gå i gang med at bygge!

Minen, Nether og The End: disse verdener er beregnet til at skaffe ressourcer fra. De vil ca. én gang om ugen bliver gendannet, og alt i disse verdener vil derfor i samme proces forsvinde. Husk derfor: byg ikke i disse verdener

Haven: dette er en lukket verden, hvor kun medlemmer af vores Minecraft Junior-klub har adgang. Man bliver ikke sulten, og hvis man dør, taber man ikke sine ting. Ved start-stedet kan man få gratis træ, sten og fakler, så man kan komme godt igang. I denne verden er det altid dag, og der kan derfor ikke dukke monstre op på verdens overflade. Efter ønske fra deltagerne er monstre dog mulige at finde i de dybe miner ;-)

Vildmarken: ligesom Haven er dette også en lukket klub-verden, hvor kun medlemmer vores Minecraft 10+ klub har adgang. Denne verden har samme indstillinger som Banen.

Vi ses i en af vores sjove og hyggelige Minecraft-klubber.

bottom of page