Jeg har det med at sammenligne, at se mønstre og at mærke efter. ”Det er en medfødt erhvervsskade ved at være et sansende og opmærksomt menneske” sagde min salige HF-VUC-lærer Finn Hindsholm af og til, når vi talte om alt det, som de færreste ser i en hektisk hverdag. Finns lyst til at tale med kursister en-til-en gjorde en forskel for rigtig mange. For mit vedkommende, så gav han mig lysten til at skrive, hans nærværende ping pong over mine stile, gav mig troen på, at jeg kunne noget. Hvilket var dejligt, da jeg havde kørt taxa i nitten år, jeg manglede ikke evnerne, men troen på, at også jeg kunne bruges til noget. Han var endda gæst ved min forfatterdebut, selvom jeg ikke længere gik på HF-VUC Fyn.
Det, at vi ikke var vildt mange til timerne, dette primært pga. alternative fridage fra de fantasifulde kursister, gjorde, at vi alle fik ekstra opmærksomhed. Dette igen gjorde, at eksamen blev en bedre dag for alle, for vi kendte Finn godt, og han os, tryghed. Tryghed gjorde, at man turde tale i timerne, også selvom man ikke var sikker på sit svar. Trygheden ved ham gjorde, at eksamen ikke var så angstprovokerende. Vi var i sikre hænder. Min tak går ud til alle de fantasifulde kursister, og til min kære ven Finn.
Det har fulgt mig lige siden VUC, det, at relationen til det enkelte menneske er fundamentet, selve basen for det hus der bygges på hele livet. Måske er det DSB’s gamle slogan som hjemsøger mig: ”Rejs ikke hurtigere end sjælen kan følge med.” Jeg lægger i hvert fald mærke til den slags, årsagen kunne selvfølgelig også være, at jeg er ved at blive et halvgammelt fjols...
Jeg har tidligere været ansat på en privatskole, hvor jeg havde to klasser. Den ene med godt femten skønne elever, den anden med syv lige så skønne elever, og dét er ganske vist, som H.C.A ville have udtrykt det. Han var nu generelt ikke så meget for børn gamle H.C, men det er en helt anden snak. Jeg lagde i øvrigt mærke til noget spøjst den anden dag. Jeg sad og spiste, og kom til at se på den ketchupflaske, som stod på mit køkkenbord. ”Siden 1850” stod der på etiketten... Jeg kunne for mit indre øre høre H.C. Andersen spørge: ”Hør vil De være elskværdig at række mig ketchuppen Højagtede Hr. Grundtvig?” Tanker kan nå at løbe vidt omkring, inden man når at fange dem igen. Det er dét jeg elsker mest ved at arbejde med børn! Disse små menneskelige humor provokerende fantasi fabrikker. Den slags trives, hvor den får plads, hvor den bliver set og reageret på, måske endda en-til-en.
Som forfatter og musiker har jeg optrådt mange steder, og for forskellige størrelser forsamlinger. Hver gang har jeg mærket efter, og hver gang er det samme facit; det er mere intenst med et mindre publikum. Nu er elever jo ikke ens publikum, men oplevelsen for mig, den er den samme. Jeg får givet mest og modtaget mest, når jeg ikke kun er i øjenhøjde, men også har tiden til at se, høre og mærke, hver og en som jeg interagerer med. Så sent som i dag, hvor en elev sprintede i forvejen over vores snak om Vikingetiden... ”Vi ses i middelalderen!” Burde jeg have råbt til ham, for han var langt foran... og det er der plads til på vores lille hold - og jeg elsker det!
Det er for mig sådan set ligegyldigt, om det drejer sig om at optræde foran et stort publikum, eller foran en håndfuld opmærksomt lyttende. Om jeg er vikar i en stor klasse i folkeskolen, eller en nogenlunde lige så stor på friskoler, sat op imod min aftenundervisning en-til-en med flygtninge, så er det stadig det samme. Nærværet er størst, hvor der er færrest. Måske lige undtaget en landskamp i Parken mod arvefjenden Sverige, hvor vi alle står sammen skulder ved skulder... Man kunne som modargument måske påstå, at de stakler som Søren Kirkegaards æstetiker fik lokket til alters, måske ikke altid så fordelen i at være færre end to ved den begivenhed. Men generelt, så er der mere plads jo færre man er, hvis man forstår at udnytte dette, som min gode ven Finn han gjorde.
Jeg har ofte hørt folk sige, at jeg er en heldig kartoffel, en ”Lykkens Pamfilius” som Bjarne Reuter udtrykker det, og måske har folk ret? Jeg føler mig i hvert fald heldig med at være lærer på Den Frie Digitale Skole, opmærksomt dirigeret af Anni Pilgaard Christiansen, som er ophavskvinden bag det hele. Annis skole blev til vores skole, vores skole blev til jeres skole, og jeres skole blev til jeres børns skole, og det er vi glade for.
Jeg var lidt spændt da jeg skulle begynde som lærer her, da jeg er vant til menneskelig kontakt som primær kontaktflade. Eks. jeg var ude som vikar tidligere i år, og fik at vide at klassen skulle have MEGET klasseledelse. Jeg valgte i stedet for kaffe at opsøge dem i skolegården. Jeg stod og så på de spillede bold, og på, at pigerne legede krongemme. Vi fik talt, joket og jeg måtte endda holde lidt overtøj... Da timen begyndte, gik jeg ind i klassen, og de blev både overrasket og glade, ”Er det dig!” ”Hvad hedder du og må jeg skrive dit navn?” spurgte en. Det udviklede sig til et whiteboard med reklameslogans om ”Jørgen” som de kun kendte ganske flygtigt, men de kunne mærke, at jeg var til stede. Støttelæreren var der et lille kvarter før hun gik, og de to lektioner gik som ingenting - vi kendte hinanden eleverne og jeg.
Mine tanker om den digitale skole var måske lidt klemt. ”Digital undervisning” er jo ikke med almindelig menneskelig kontakt, men mine bekymringer blev gjort til skamme på dag ét. Jeg havde glemt den evne som børn har til at leve sig ind i ting, selv i undervisning over skærme, jeg og min krøllede hjerne kom dog hurtigt efter det - men mit smil kom først...
Min tid på lærerseminariet var præget af fjernundervisning det sidste halve år, og hvor var det træls og langtrukkent. For mange på holdet, på UCL er der af og til 50 på et hold, og ved nogle undervisere, virkede det som om, at materialet ikke var blevet remedieret til dette nye medie. Det spiller altså ind. Når man kan mærke at læreren ikke har tid, at tingene ikke er i orden, eller, at underviser synes ”det her er træls,” så står eleverne af, som jeg også gjorde det. Hvorfor skal jeg tage noget alvorligt, som de ikke selv tager alvorligt? Nu var det heldigvis kun ved en enkelt, hvor jeg oplevede dette.
Jeg kan i dag se tilbage på nogle år på skolebænken, dette i en sen alder, for at forfølge min livsdrøm: at blive lærer. Jeg er glad for, at jeg nu kan sige, at jeg er lærer på Den Frie Digitale Skole, eller DFDS som jeg sagde til en ven, som straks tænkte, at jeg var sprunget ud som matros.
”Mennesket er i centrum - hvis der er plads” dette er ikke et slogan jeg kunne arbejde under, jeg er mere til: ”Nærværet er størst - hvor der er færrest.” For det store er i det små, i de små glimt i elevernes øjne, lige ved siden af de kommende smilerynker, som sætter undertekster på det, som eleven, mennesket rummer, det som vi alle er med til at give. Lad os give det nærvær, som skal til, for, at alle børn har verden liggende for deres fødder.
Jørgen Nancke
Lærer på Den Frie Digitale Skole
Comments