top of page

Undervisere kan også kæmpe med usynlige sygdomme

- Læs Mettes historie om hvordan jobbet hos Den Frie Digitale Skole har hjulpet hende ud af et presset arbejdsliv og en næsten ustyrlig type 1 Diabetes.


Når man ser mig, ligner jeg alle andre voksne, lærere eller mødre, men jeg er ikke som de andre. For siden nytårsaften 2013 har jeg skullet forholde mig til en kronisk sygdom. En kronisk sygdom som desværre ikke kunne afhjælpes, ved at tage et par piller om dagen som nogle kan.

Næ nej, jeg skulle til at lære, at jeg hver eneste gang, jeg spiser det mindste, er der kontant afregning ved kasse 1 i form af et højt blodsukker, hvis jeg ikke får doseret min insulin. Det var meldingen et par dage inde i 2014 - min bugspytkirtel var gået på førtidspension, som jeg siger. Den havde sagt stop, og et betændt øre ved vagtlægen på årets sidste dag resulterede i en indlæggelse med en masse undersøgelser til følge.

Som årene er gået, er det næsten blevet en vane at huske det hele, men jeg kunne i lang tid komme afsted med en tom insulinpen, eller også havde jeg glemt at fylde nåle i min insulin-taske. Kort sagt var det en kæmpe udfordring for mig. Især det at skulle finde fred i, at det nu var mit liv - et liv som kronisk syg, et liv som usynlig syg.


For at gøre en lang historie kort så gik det fint de første par år, som bød på mange andre gode livsoplevelser. Jeg mødte min mand, og vi blev hurtigt gravide og vores søn på nu 6 (snart 7) kom til verden. Først da jeg efter endt barsel var jobsøgende, begyndte udfordringerne i forhold til at kontrollere min sygdom at vise sig.


Selvom jeg fik gode vikariater på gode arbejdspladser med virkelig skønne kollegaer, var jeg maks udfordret på min sygdom. Mit blodsukker kørte op og ned, og jeg doserede og doserede, og så blev jeg lav og blev dårlig. Ligemeget hvad jeg gjorde, havde det ikke den ønskede effekt. Når jeg arbejder giver jeg mig 100% - jeg giver i hvert fald alt, hvad jeg har at give, hvilket for mig betyder, at der ikke er noget overskud tilbage til at passe min sygdom.


Det at være på en arbejdsplads med kollegaer der kunne “forstyrre”, trække én ud af koncentrationen, pludselige ændringer i min daglige rytme, er ikke givtigt for mig. Og nu skal det ikke lyde som om, jeg ikke nyder at have kollegaer, for det gør jeg. Men jeg har et anderledes behov for ro omkring mig, så jeg ikke lader mig stresse af velmenende forstyrrelser, og selvom jeg har nydt hyggesnakken på lærerværelserne, jeg har været en del af - har jeg nu indset, at jeg har det bedre uden. Ikke forstået at jeg skal arbejde alene, mere at jeg ikke har et behov for at være fysisk til stede sammen med mine kollegaer hver dag.


Efter jeg startede hos Anni på Den Frie Digitale Skole, hvor jeg sidder hjemme, er mit blodsukker stille og roligt blevet stabilt. Jeg oplever nu en ro omkring mig, som gør, at jeg har overskuddet til at tjekke mit blodsukker og reagere på det, skulle det stikke den ene eller anden vej. Efter flere år med en presset hverdag, også som småbørnsfamilie, har jeg nu overskud til at være der for min familie, uden jeg stresser, bliver sur og irriteret, fordi jeg ikke kan styre min sygdom. Sådan reagerer jeg nemlig, når den driller mig. Jeg bliver irriteret og sur, men allermest bliver jeg ked af det, fordi jeg føler mig som en kæmpe fiasko. For hvorfor har det været så svært for mig, når andre godt kunne?

Det er svært at svare på, men med årene er jeg blevet klogere på, hvad der fungerer for mig, og ikke tænke på hvordan andre klarer det. “Det er et fuldtidsjob i sig selv at passe en type 1 Diabetes” sagde min sygeplejerske til mig en dag, og hvor ville jeg dog ønske, hun havde sagt det noget før. Det ved jeg nu, og her hos Anni er der plads til, at jeg kan passe den. Jeg har kun mødt forståelse hos elever og forældre, når min pumpe pludselig skal skiftes, fordi den er tom eller jeg må løbe efter en snack, fordi jeg har overvurderet den mængde mad jeg har spist.


At sidde hjemme og arbejde i trygge rammer og uden en masse kollegaer omkring mig fysisk betyder alverden for mig. Det er det helt rigtige for mig, sådan som mit liv har formet sig, og jeg kan uden tøven sige, at jeg aldrig har haft det bedre, end jeg har det nu. Jeg har de bedste kollegaer hos Den Frie Digitale Skole, med den bedste leder jeg kunne ønske - en arbejdsplads, hvor vi ikke tænkes på som robotter men som mennesker, med alt hvad det indebærer. Hvor vi alle bliver set, hørt og forstået, som dem vi er; det gælder for eleverne såvel som for lærerne.


294 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Kommentarer


bottom of page