For nogle ordblinde kan det at lære et fremmedsprog lyde som en umulig opgave. Med komplicerede stavemåder og et helt nyt lydsystem kan det tage pusten fra mange, især hvis bagagen er fuld af dårlige erfaringer fra folkeskolen, som desværre ofte er tilfældet. Nu er der dog hjælp at hente. Den Frie Digitale Skole starter nemlig engelskundervisning op specielt tilrettelagt ordblinde. Så tag med på en rejse ind i det engelske sprog med Den Frie Digitale Skole.
Et sprog med historie
Bølgerne slår grådigt mod træet og ekkoer gennem skibets knogler. Himlen over besætningen er en hvirvelvind af blå og grå, og solen lader, med sine sidste krampetrækninger, guld regne mellem skyerne. Det engelske flag lægger lange skygger over dækket. Om lidt bliver havet igen sort, og i mørket lyser kun stormens brusende tænder. Kaptajnen lader sine øjne vandre over skidt, sult og frygt, helt ud over rælingen, der hvor det uendelige ocean slår sine folder. I sit indre kan han se det for sig. Den nye verden. Vi er med nogle af de første engelske opdagelsesrejsende i jagten på det uvisse.
Det, der udadtil starter som ønsket om at kortlægge nogle hvide pletter på atlasset, bliver med tiden en jagt på nye territorier og rigdomme. Selvom hverken fremgangsmåden eller målet er tilforladeligt, vil det både indskrive sig i historien og lægge en mørk skygge over fremtiden. Et imperium er under opbygning. Det kulminerer i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor Storbritannien har kontrol over en fjerdedel af hele verden. Landet har spredt sig. Ligeså har sproget.
Det er ved at være lidt tid siden, heldigvis har samfundet ændret sig, men det engelske sprogs enevælde på verdenssamfundet består. I vores lille land har vi også taget sproget til os. I 1958 blev engelsk obligatorisk på skoleskemaet. I dag ser vi det som en nødvendighed. Vi priser os for vores perfekte udtale, vi har jo ingen accent. Selvtilliden er i orden, og vi vil med lethed kunne infiltrere Buckingham Palace, måske mere som Johnny English end James Bond, men det er blot detaljer. Det engelske sprogs mestring er ikke lige nemt for alle. Det kan blive en yderst krasbørstig kamp, især når det med ord i forvejen driller. Derfor har Den Frie Digitale Skole startet undervisning i engelsk op for ordblinde. Det vil blive undervisning i at forstå engelsk, altså ikke blot ordene, men hele bagkataloget, fra det mindste bogstav, til hvordan de på rad og række bliver det længste uhåndterbare ord. Det kan lyde som en helt vanvittig opgave, men vent og se, med de rigtige hjælpemidler og en inkarneret lærer, vil verden ligge for deres fødder.
Engelsk, sproget omkring os
Stole kurer modstridigt over gulvet. Døren bliver åbnet med et brag af nogle lidt for ihærdige parallelklasses-elever. Snart har alle fundet sig til rette. Frikvarteret kan begynde. Snak om diverse Hollywood stjerner, den nye Marvel film og TikTok overdøver kun svagt projektoren. Der, hvor der før stod tyske verber, kører nu den ene Youtube video efter den anden. Først Harry Styles’ nyeste musikvideo, så videre til et klip med Gordon Ramsays milde vredesudbrud. Nej, projektoren er ikke kræsen. Blot med et klik kan man komme i kontakt med hele verden. Alt man behøver, er verdenssproget engelsk. Engelsk er overalt omkring os, og er nu, mere end nogensinde, en del af det at være ung. Derfor kan man også hurtig føle sig ekskluderet, hvis man f.eks. ikke kan sidde og grine med på diverse engelske videoer. Det engelske sprog er blevet en almindelig del af folkeskolen både i pauserne, fritiden og undervisningen. For de ordblinde elever kan det føre til mange udfordringer. Udfordringer Den Frie Digitale Skoles nye undervisning vil prøve at komme til livs.
Undervisningen er særligt tilrettelagt ordblinde. Kompenserende IT-hjælpemidler og god tid er her nøgleord. Eleverne vil blive ført med ind bag sproget og træne de engelske bogstavers lyde, så de på sigt kan blive selvkørende. Fokusset vil ikke blive på at stave hvert enkelt umulige ord korrekt, men mere at lægge energien i at lære noget nyt, og på den måde tilegne sig en ny indgangsvinkel til det engelske sprog.
En værktøjskasse specielt til engelsk
Engelsk er et svært sprog. Det har ikke ændret sig meget, siden Shakespeare traskede rundt med en fjerpen bag øret. Derfor passer stavning og lyd ikke længere så godt sammen. Det er, på godt jysk, yderst bøvlet.
Holdets underviser, Veronique, er dog forberedt.
En samtale, mellem eleven, læreren og forældrene inden undervisningen starter, sætter kursen. Her bliver de specifikke vanskeligheder, den ordblinde elev har inden for tilegnelse af fremmedsprog, afdækket. Derved får eleven mest muligt ud af den kommende engelskundervisning.
Når undervisningen går i gang, er det holdundervisning på maks. fire elever. Eleverne vil være jævnaldrende, og det første hold, der starter op, vil være for målgruppen 13-15 år, men flere hold startes efter behov. Alle kan være med ligegyldigt niveau. Kurset strækker sig over 15 uger, og der vil blive mulighed for et opfølgende kursus bagefter. Eleverne kan se frem til en hyggelig eftermiddag, sammen med andre ordblinde unge, én gang om ugen i 45 minutter. De vil bl.a. blive smadder seje til det engelske lydsystem, de engelske ord og den engelske udtale. IT er en stor del af undervisningen, og eleven vil blive introduceret til de bedste programmer, derved kan eleven f.eks. være med til at se engelske film sammen med sine klassekammerater. Basal forståelse for det engelske sprog og lydsystem sammenlagt med IT-programmer skræddersyet til engelsk giver en værktøjskasse, eleven vil få stor glæde af fremadrettet.
Med verden som perspektiv
”Det er blevet min passion at hjælpe ordblinde”. Der går ikke længe, før Veronique får sagt det. Selvom hun sagde det først, var det blot et spørgsmål om tid, inden jeg, højst sandsynligt, var kommet frem til den samme konklusion. Veronique Izem er læreren på holdet. Hun har flair for sprog, det er man nok nærmest nødt til med en universitetsuddannelse i sprogvidenskab. Hun har altid undervist og fandt i undervisningen hendes kommende passion. For hvorfor var det svært for ordblinde at læse og skrive?
Det spørgsmål var måske ikke lige til, men det satte gang i noget. Nu, år senere, er hun uddannet ordblindelærer. Hun arbejder lige nu på en FGU skole som vejleder. Tidligere var hun ansat på VUC Søndersø, hvor hun har været med til at udvikle ordblindeundervisning online. Hun er lidt af en specialist. Med mere end 10 års erfaringen inden for undervisning af ordblinde er hun ganske eftertragtet også i det internationale perspektiv, hvor hun f.eks. har været afsted til flere konferencer ude i den store verden. Især i Letland har hun været med til at udbrede viden om ordblindhed og kæmpe for ordblindes rettigheder. Det internationale perspektiv er overhovedet ikke nyt for Veronique, med flere fremmedsprog i kufferten og erfaring fra undervisning i engelsk på en handelsskole, er der ingen tvivl om, at hun er den helt rigtige til at lære fra sig.
Speciallavet undervisning vil skabe selvkørende elever
Holdet er det, man godt kan kalde et rigtigt ønskebarn. Det blev oprettet efter opfordring af nogle elever fra Ord-Klub. En klub for ordblinde Veronique også bestyrer for Den Frie Digitale Skole. Sammen har de brainstormet sig til den overordnede ide. En ide Veronique har bygget videre på. Hun har selv lavet alt materialet, og ud fra hendes store erfaring med ordblindeundervisning skabt holdet på basis af hendes egne teknikker. Det er vigtigt for hende, at det bliver en succes for den enkelte elev. Undervisningen skal være sjov og spændende, mens hun sammen med eleverne arbejder sig hen imod målet. Et mål, hun ikke et sekund er i tvivl om:
”Mit formål er, at ordblinde skal kunne deltage i almindelig undervisning ved at have lært de ting, jeg har lært dem. Jeg vil ikke have, at ordblinde skal blive ved med at have brug for noget specialundervisning. Jeg vil klæde dem på med nogle programmer og nogle metoder, og så er meningen, at man skal kunne deltage i den undervisning, man har lyst til.”
-Veronique Izem, underviser
Interesseret i at høre mere?
Hvis du godt kunne tænke dig at blive selvkørende i det engelske sprog, har du fundet frem til det rigtige sted. Du kan læse mere om undervisningen på Den Frie Digitale Skole her
Du kan også booke et gratis indledende møde med lederen af Den Frie Digitale Skole, Anni Pilgaard Christiansen, her
Kilder
Commenti